start på hovedindhold

Uddannelses-, kursus- og konferencepolitik

Politik for uddannelses-, kursus- og konferencevirksomhed i Randers Ungdomsskole

Indledning

Randers Ungdomsskoles uddannelsespolitik er at kunne fastholde og udbygge vores medarbejderes viden, kvalifikationer og kompetencer. 

Randers Ungdomsskole prioriterer medarbejdernes kompetenceudvikling i forhold til de opgaver, som ungdomsskolen på et givent tidspunkt har i opgaveporteføljen. Randers Ungdomsskole skal interessere sig for den enkelte medarbejders udviklingspotentiale i forhold til opgaveløsningen. 

Fokus på en mere målrettet og seriøs karriereplanlægning skal medvirke til at sikre Randers Ungdomsskole kompetente medarbejdere og professionel viden.

Formål

Randers Ungdomsskole ønsker at sætte medarbejderen i centrum, og at løsning af opgaver uddelegeres bedst muligt.

Randers Ungdomsskole betragter det som en fælles opgave for ledelsen og medarbejderne at sikre den bedst mulige sammenhæng mellem medarbejdernes kvalifikationer og arbejdsopgaverne. Vi mener, at både ledelse og medarbejdere har en fælles interesse i, at den enkelte medarbejders kompetence udvikles bedst muligt.

Uddannelse for alle

Alle medarbejdergrupper i Randers Ungdomsskole skal have mulighed for relevant og nødvendig uddannelse. 

Randers Ungdomsskole har til hensigt, at uddannelsesmidlerne fordeles mellem de forskellige medarbejdere og ledere i de respektive faggrupper og afdelinger under Randers Ungdomsskole. Dog skal der tages hensyn til, at visse jobs kræver en mere intensiv og omfattende efteruddannelse end andre.

Uddannelse skal have effekt

Uddannelse har effekt, når der efter uddannelsen er en forbedring i udførelsen af arbejdet/jobbet, samt kvalitetsforbedring i arbejds­pladsens måde, at gøre tingene på. 

Det er ikke tilstrækkeligt, at den der er blevet uddannet, har haft en god oplevelse.

Effekten skal måles på, at den nye viden bliver omsat til gavn for arbejdspladsen. 

Den bedste effekt af uddannelsen opnås, når både medarbejder og leder samarbejder om planlægning og opfølgning.

 Ledelsen i Randers Ungdomsskole skal således involvere sig i uddannelsen fra den planlægges til den udmøntes i handlinger i organisationen.

 Dette forudsætter, at

-        der er et mål med uddannelsen.

-        uddannelsens form, omfang og indhold vælges med omtanke.

-        ledelse og medarbejder sammen vurderer effekten af en gennemført uddannelse.

-        ledelsen er åben og positiv over for nye ideer, og at der gives mulighed for at bruge den nye viden og færdigheder.

-        man på arbejdspladsen drøfter, hvorledes den nye viden kan formidles videre til kolleger.

-        ledelsen selv deltager i uddannelsen sammen med medarbejderne, hvor det er naturligt.

Udmøntning på arbejdspladsen

Uddannelsespolitikken drøftes i ledelsesteamet og MED-udvalget. 

Ansvaret for medarbejderens kompetenceudvikling ligger hos såvel medarbejder som hos den enkelte og nærmeste leder. 

Ved den årlige medarbejderudviklingssamtale kan man i et fællesskab afdække den ønskede kompetenceudvikling, for derigennem at afdække uddannelsesbehovene, og dermed danne udgangspunkt for prioritering af midler i det kommende budget, både centralt, men også decentralt. Den enkelte medarbejder får tilbagemelding på eventuelle ønsker om kompetenceudvikling.

Økonomi

Decentral uddannelses-, kursus- og konferencevirksomhed betales af de enkelte afdelinger i Randers Ungdomsskole. 

Central kursus- og konferencevirksomhed f.eks. kurser som 1. hjælp, Køreteknisk, 4MAT eller andre relevante/aktuelle kurser for hele ungdomsskolevirksomheden (eksempelvis – Konflikthåndtering, Livredning) betales centralt af Randers Ungdomsskole.

Løn i forbindelse med kurser og konferencer

Ved kurser eller konferencevirksomhed som er pålagt medarbejderen af leder/ afdelingsleder, udbetales der løn efter overenskomsten for den enkelte medarbejder.

Der kan ikke aftales anden form for godtgørelse/kompensation i forbindelse med kursus- og konferencevirksomhed. Ved deltagelse i kursus eller konferencevirksomhed, som ikke er pålagt medarbejderen af leder/afdelingsleder, udbetales der ikke løn.

Kørselsgodtgørelse

Kørselsgodtgørelse følger de til enhver tid gældende regler og overenskomster for stat og kommune.

Revideret november, 2025 – MED-udvalget